Nyt stimulus-rygte gør Japan til dagens hit i Asien
Tirsdag sendte negative rygter om Japans kommende stimuluspakke aktiemarkedet ned, men onsdag har nye og positive rygter gjort det modsatte for aktiemarkedet.
Det japanske aktiemarked må for udefrakommende være underholdende læsning.
Den ene dag går det japanske aktiemarked nemlig kraftigt ned, for så at gå markant op kort derefter.
Sådan har historien om det toneangivende Nikkei225-indeks nemlig været i en rum tid, og onsdag gentager historien sig.
Indekset er kl. 7 dansk tid oppe med over 2 pct., hvilket er klart bedst af de mest toneangivende indeks i Asien. Tirsdag var Nikkei225 ellers det dårligst præsterende af de store indeks i Asien med et fald på næsten 1,5 pct.
Men onsdag er optimismen altså tilbage på det japanske aktiemarked, og årsagen til det skal ifølge CNBC findes i, at Fuji TV onsdag har haft en historie om, at landets kommende stimuluspakke kan blive præsenteret allerede onsdag eftermiddag, og at den kan blive så høj som 27 billioner yen, svarende til 1,7 billioner kr.
Analytikeres forventning har ellers hidtil været en noget lavere stimuluspakke, og tirsdag var der i lokale japanske medier historier om, at stimuluspakken måske ikke engang ville leve op til forventningerne.
Fuji TV's historie fortæller dog noget helt andet, og det har altså fået det japanske aktiemarked til at drøne op ad.
Det toneangivende kinesiske aktieindeks Shanghai SE Composite var kl. 7 dansk tid nede med 1,6 pct., Hong Kongs Hang Seng var nede med 0,14 pct., Sydkoreas Kospi var gået tilbage med 0,15 pct., og Taiwans Taiex var gået frem med knap 1 pct.