Novo-rival skiller sig af med topchefen
Amerikanske Eli Lilly skifter ved udgangen af året topchef.
Den amerikanske medicinalkæmpe Eli Lilly, en af Novo Nordisks største konkurrenter, får snart ny topchef.
Eli Lilly meddeler, at den nuværende adm. direktør John C. Lechleiter stopper som adm. direktør for selskabet med udgangen af 2016. Han bliver afløst af en intern kandidat, nemlig David A. Ricks, som i dag står i spidsen for divisionen Bio Medicines i Eli Lilly.
»Det har været en stor ære og et privilegium at tjene dette fantastiske selskab som adm. direktør de seneste otte år. Jeg ønsker at takke alle mine kolleger i Lilly for deres store støtte såvel som deres ekstraordinære arbejde i denne periode,« udtaler den afgående topchef.
Han påpeger samtidig, at tidspunktet for hans fratrædelse er logisk, idet der nu kræves andre kompetencer. John C. Lechleiter hæfter sig særligt ved, at Eli Lilly efter en række hårde år som følge af patentudløb nu står på spring til en ny æra, hvor fokus fremadrettet i stedet for vil være på vækst.
Eli Lilly er sammen med det franske medicinalselskab Sanofi Novo Nordisks suverænt største konkurrent, da særligt de tre selskaber kæmper en indædt kamp om at være det dominerende medicinalselskab inden for behandling af diabetes. Set over de seneste efterhånden mange år har Sanofi været stærkest, men i takt med at det franske selskab nu også kæmper med patentudløb, er situationen mere åben end længe set.
»Muligheden for at stå i spidsen for Eli Lilly giver mig på samme tid en følelse af ydmyghed og en utrolig spænding. Patienter, læger og sundhedsbetalere og samfundet generelt forventer en masse af os. Sammen med mine Lilly-kolleger rundt om i verden, ser jeg frem til at imødekomme disse forventninger, og så ofte som jeg kan, overgå dem,« udtaler den kommende topchef.
John C. Lechleiter fortsætter i bestyrelsen frem til 31. maj 2017, hvorefter han stopper. David A. Ricks tiltræder samtidig som bestyrelsesformand 1. juni 2017. Årsagen til den i Danmark utænkelige situation, hvor en person er både bestyrelsesformand og adm. direktør, er, at der er andre regler for den slags i USA end i Danmark.