Fransk NKT-rival svinger sig op til overskud fra underskud
Nexans, der konkurrerer med danske NKT's Cables-division, har formået at vende underskud til overskud.
I årets seks første måneder landede Nexans et nettooverskud på 30 mio. euro. Til sammenligning måtte den franske kabelproducent notere et underskud på 58 mio. euro i samme halvår i 2016.
Nexans formåede samtidig at løfte driftsindtjeningen på EBITDA-niveau til 203 mio. euro fra 167 mio. euro året før.
Nettoomsætningen gik ellers tilbage til 2,95 mia. euro fra 3,27 mia. euro.
Kabelproducenten havde i årets seks første måneder held med at lande flere store kontrakter inden for dens kerneforretning.
Det gjaldt blandt andet en kontrakt på 245 mio. euro til forbindelsen mellem en offshore vindmøllepark og el-nettet i Skotland. I Norge lagde Nexans verdens længste og dybeste undersøkabel - en kontrakt til en værdi af 75 mio. euro.
Koncernen vurderer, at der vil være "et nervøst driftsmiljø" i andet halvår af 2016, men fastholder sin tiltro til "det fulde potentiale fra dets strategiske investeringer".
Ritzau Finans