Danske Bank: Sælg ALK-aktien efter partnertab i USA
ALK-Abellós forhåbninger om et milliardsalg af allergimedicin i USA har lidt et alvorligt knæk med tabet af partneren Merck, og derfor er det et godt tidspunkt at sælge aktien.
Det vurderer i hvert fald Danske Bank, der sænker anbefalingen af aktien til "sælg" fra "hold" og samtidig banker kursmålet ned til 857 kr. fra 1.190 kr.
- De kommercielle muligheder for ALK's portefølje af Slit-tabletter er blevet sat et stykke tilbage efter Mercks beslutning om at stoppe partnerskabet.
- Det sætter spørgsmålstegn ved det kommercielle potentiale i USA, da partnerskabet efter vores mening var essentielt for vores tro på det længerevarende potentiale, skriver Danske Bank i en kommentar.
Danske Bank vurderer, at der fortsat vil være meget usikkerhed om aktien i den kommende tid, ind til at allergikoncernen har fundet ud af, hvad der skal på det amerikanske marked.
- Det giver en masse uro omkring ALK, at Merck ikke vil være med længere. Der er usikkerhed omkring, hvorvidt ALK skal finde en ny partner eller selv stå for salget i USA, men det sætter alt andet lige selskabet et stykke tilbage, sagde Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, onsdag.
- Vi får ikke klarhed over situationen lige med det samme, og investorerne plejer at trække sig væk, når man har sådan en situation. Så jeg tror ikke, at man skal forvente, at aktien kommer tilbage lige med det samme - tværtimod, sagde han.
ALK-aktien koster torsdag morgen 958 kr. efter et fald på knap 18 pct. onsdag.
Også Nordea og Handelsbanken har sænket anbefalingen af aktien oven på meldingen fra Merck. De to bankers kursmål er dog højere end Danske Banks, da de lyder på henholdsvis 938 kr. og 1.102 kr.
Ritzau Finans