Fords mørkeste dag i fem år har netop udspillet sig
Fords markedsværdi faldt torsdag med omkring 30 mia. kr., efter bilfabrikanten havde offentliggjort sit kvartalsregnskab.
Ford-topchefen Mark Fields har fundet ud af, hvad der sker, når man udtaler sig pessimistisk på sin branches vegne.
Så falder hammeren på Wall Street nemlig med det samme.
Torsdag indikerede han, at bilsalget i USA havde toppet, og det fik Ford-aktien til at lave sit største fald i fem år.
»Vi ser tegn på, at det amerikanske opsving er modnet. Salget er stadig på et sundt niveau, men konkurrencen er blevet større, samtidig med at efterspørgslen er blevet svagere,« sagde han ifølge CNN, efter Ford torsdag havde præsenteret sit kvartalsregnskab.
Fords omsætning faldt i andet kvartal 2016 med omkring 200 mio. dollars i forhold til samme periode året før, og samtidig nedtonede Mark Fields forventningerne til Fords samlede bilsalg i 2016. Ford satte ellers rekord i 2015 for antallet af solgte biler.
Regnskabet og udmeldingerne fra Mark Fields førte til, at Ford-aktien torsdag faldt med 8,16 pct. Det betød, at Fords markedsværdi på bare den ene dag dykkede med omkring 4,5 mia. dollars, svarende til 30 mia. kr.
For året er Ford-aktien faldet med 10 pct., og det er nogenlunde samme fald, som Fords største rival, General Motors, har haft på aktiemarkedet i 2016. Dog har General Motors' aktiepil peget væsentligt mere op på det seneste.