Mexicansk mobilkonges mareridt fortsætter
Siden begyndelsen af januar 2015 er mexicanske Carlos Slims formue faldet med 155 mia. kr. Især de seneste dage har været dårlige for ham.
Det er nok ikke mange i verden, der kan sige, at de har tabt samme sum penge som mexicanske Carlos Slim i løbet af 2015 og 2016.
Går man blot halvandet år tilbage i tiden var han nemlig verdens tredjerigeste med en anslået papirformue på 72,6 mia. dollars, svarende til 486 mia. kr.
Siden er formuen dog skrumpet betydeligt ind, så Carlos Slim ifølge Bloomberg efter fredag var 331 mia. kr. værd. Procentuelt er han altså blevet 32 pct. fattigere end for halvandet år siden, og han er nu faldet til en ottendeplads på listen over verdens rigeste.
Carlos Slim sidder på magten i Latinamerikas største telekommunikationsvirksomhed América Móvil med en aktiebeholdning på 57 pct. i virksomheden, og netop América Móvil har de seneste dage kostet dyrt for mexicaneren.
Torsdag i sidste uge fremlagde América Móvil nemlig et kvartalsregnskab, der viste, at virksomhedens overskud var blevet næsten halveret i forhold til regnskabet fra samme periode i 2015.
Det fik i dagene omkring regnskabsfremlæggelsen América Móvils aktiekurs til at falde markant.
I år er virksomhedens aktiekurs faldet med 18 pct., mens faldet den seneste uge har været på lidt over 8 pct.
Artiklen fortsætter efter grafen.
Enkelte dage i sidste uge mistede Carlos Slim omkring 7 mia. kr. af sin formue, og i alt blev indhugget i Carlos Slims formue i sidste uge på 2,1 mia. dollars, svarende til 14 mia. kr., og han var derfor den af verdens rigeste, der havde den dårligste uge økonomisk.
Den 76-årige mexicanske mobilkonge har dog lidt at tære på endnu i tegnebogen, så han kan vist nok klare sig. Medmindre hans formue fortsætter med at falde med samme fart, som der har været på siden begyndelsen af 2015.