- Opdateret 29/07/2016 kl. 22:00
Italiensk kriseramt bank godkender redningsplan
Italiens kriseramte tredjestørste bank, Banco Monte dei Paschi di Siena, har godkendt en redningsplan, skriver flere medier. Ifølge Reuters har ECB godkendt planen.
Bestyrelsen i den kriseramte italienske bank, Banco Monte dei Paschi di Siena, Italiens tredjestørste bank, godkendte fredag en privat finansieret redningsplan.
Planen inkluderer en kapitalforhøjelse og salget af en stor del af bankens dårlige gæld, oplyste bestyrelsesmedlem Antonino Turicchi sent fredag, ifølge Reuters.
Ifølge Financial Times løber planen op i fem mia. euro.
Ifølge Reuters har den europæiske centralbank ECB også godkendt planen. I alt seks banker - Santander, Goldman Sachs, Citi, Credit Suisse, Deutsche Bank og Bank of America- har sammen med JP Morgan and Mediobanca givet tilsagn om at deltage i regningen - ifølge Reuters.
Netop Banco Monte dei Paschi di Siena har været i skarp fokus op til den stresstest af de europæiske banker, som bliver offentliggjort fredag aften kl. 22.
Generelt vil der være fokus på italienske banker, som er plaget af enorme mængder af gæld, der er misligholdt.
Stresstesten laves af det europæiske banktilsyn EBA, som udsætter 51 af de største banker for en simuleret nedgang i økonomien.