Goldman Sachs: Nu får aktierne tæsk
De kommende måneder bliver en grum omgang for de store amerikanske og europæiske aktier, mener Goldman Sachs.
Med Brexit-nedturen knap børstet af skuldrene venter en endnu værre omgang for de største europæiske og amerikanske aktier i de næste tre måneder.
Sådan lyder spådommen fra den gigantiske investeringsbank Goldman Sachs ifølge Bloomberg.
Aktierne er nemlig blevet fedladne, og kurserne lakker mod enden af en flad udvikling, og står nu for fald, skriver Goldman Sachs i et notat, der opfordrer investorer til at have færre aktier i porteføljen på et tre måneders-sigt - men er mere neutrale, når udsigten lyder på et år.
På kort sigt tror Goldmans Sachs dog ifølge Bloomberg altså på aktiefald i det store amerikanske aktieindeks S&P 500 og det europæiske ditto Stoxx Europe 600 på ca. 10 pct.
Det er især manglende vækst og generelt høje aktiepriser, der ligger bag dommen fra Goldman, der dog også er bekymret for fx den økonomiske stabilitet i Kina og den politiske ditto i Tyrkiet:
»Indtil vækst-situationen forbedres, ser vi ikke lyst på aktier, specielt ikke efter den slags aktieoptur, vi lige har haft, og midt i den vedvarende bekymring for holdbarheden af den stimulus-anførte vækst i Kina, global politisk usikkerhed (specielt i Europa), bløde centralbankforventninger og forhøjede risici for chok fra uventede sider som fx Tyrkiet for nyligt,« skriver Goldman Sachs ifølge Bloomberg i notatet.