Europæiske bankaktier i nedtur tirsdag - danske storbanker oplever også fald
Kursen for det samlede europæiske bankindeks er kl. 14 faldet med næsten 3 pct., noget dårligere end det generelle europæiske aktiemarked.
Tirsdag har flere banker oplevet nedadgående aktiekurser.
Det samlede europæiske bankindeks, Stoxx Europe 600 Banks, har dagen igennem en nedgang og var kl. 14 faldet med næsten 3 pct. for dagen.
Til sammenligning er Stoxx Europe 600-indekset, der måler samtlige sektorer, gået tilbage med omkring 1 pct. kl. 14, så bankaktierne har det altså tirsdag gennemsnitligt dårligere end resten af aktiemarkedet i Europa.
Herhjemme har de danske storbanker også oplevet kursfald. Danske Bank var kl. 14 nede med 1,6 pct., Jyske Bank var gået tilbage med 1,72 pct., og Nordea var nede med 0,77 pct.
Uden for landets grænser er verdens ældste bank, den italienske bank Banca Monte dei Paschi di Siena, særligt presset. Banken har oplevet en kursnedgang på næsten 10 pct. indtil videre tirsdag, og dermed ser nedturen ud til at fortsætte for den italienske bank, der for året er gået næsten 80 pct. tilbage.
Banca Monte dei Paschi di Siena er den tredje største bank i Italien, og det har skabt røre i landet, at banken lige nu er presset, hvilket har fået den italienske premierminister til at udtale sig om bankens tilstand.
Artiklen fortsætter efter grafen.
Til CNBC i Rom udtaler han, at han ikke er bekymret for banken, da den har et godt omdømme og med en ny og klarere strategi sagtens kan klare sig, mener han.
Dog har EBA for nyligt i en opgørelse over 51 banker vurderet, at særligt Banca Monte dei Paschi di Siena vil have svært ved at klare sig grundet nogle risikable lån, der er foretaget for at komme igennem den svære økonomiske situation.
De nedadgående aktiekurser skyldes ifølge The Wall Street Journal, at oliepriserne for første gang siden april er faldet.