Vestas-ordre på 120 MW i Marokko er på plads
Vestas har bekræftet, at ordren på 120 megawatt (MW) i Marokko er faldet på plads og nu står i bøgerne. Det skriver vindmølleselskabet i en meddelelse tirsdag eftermiddag.
Vestas fortalte i første omgang i november 2015 om projektet, som det danske selskabs møller var udpeget til. Og i midten af juli 2016 fortalte saudiarabiske Acwa Power, at alle ordrer nu var afgivet til leverandørerne.
Khalladi, som vindfarmen hedder, ligger i det nordlige Marokko, godt 30 kilometer øst for Tanger, og kommer til at bestå af 40 af Vestas' V90-møller på 3 MW hver.
Møllerne leveres med start i andet kvartal af 2017, og de ventes sat i drift i slutningen af det år. Vestas har også fået en 20-årig serviceaftale i AOM 4.000-klassen.
- Som Vestas' første ordre i Marokko siden 2000 er dette projekt et stort skridt frem for os. Vi fortsætter med at arbejde hårdt på at bygge en større tilstedeværelse i landet og bidrage til udviklingen af den voksende marokkanske vindindustri, siger Vestas' salgschef i Middelhavsregionen, Marco Graziano.
Landet, der har en ambition om at opføre 2.000 MW vindkraft senest i 2020, har i de senere år været et gunstigt marked for Vestas. Dansk-tyske Siemens Wind Power er løbet med over 1.000 MW i ordrer for næsen af Vestas, men nu er der altså slået et lille hul for vindmølleproducenten med hovedsæde i Aarhus.
Ritzau Finans