Trump til investorer: Gør det samme som mig - træk jer ud
Den amerikanske præsidentkandidat er ikke længere aktiv på aktiemarkedet, og han råder andre til at droppe deres aktier, forklarede han tirsdag.
Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump har ifølge Forbes en formue på omkring 4,5 mia. dollars, svarende til 30 mia. kr.
Milliardformuen bliver dog ikke længere direkte større eller mindre grundet udviklingen på aktiemarkedet, som Donald Trump tidligere har investeret i, men som han har trukket sig fra.
Det fortalte han tirsdag i et interview til Fox Business, hvor han samtidig rådede andre investorer til at gøre som ham og komme ud af aktiemarkedet.
»Jeg kan ikke lide rigtig meget af det, jeg ser. Renterne er kunstigt lave, og hvis de nogensinde søger et naturligt niveau igen, så vil de selvsagt være langt højere end nu. Der er nogle meget skræmmende scenarier derude,« sagde han med henvisning til aktiemarkedet, som han mener lige nu er en boble, der er klar til at eksplodere.
Det er dog ikke første gang, Donald Trump opfordrer investorer til at komme ud af aktiemarkedet. Ifølge CNN advarede han i oktober mod tendenserne på aktiemarkedet. Siden er det toneangivende amerikanske aktieindeks S&P 500 steget med næsten 7 pct., så indtil videre har Donald Trump ikke fået ret i sine forudsigelser omkring aktiemarkedet.
»Den eneste grund til, at aktiemarkedet er, hvor det er, skal findes i, at folk får gratis penge,« lød hans svar til Fox Business i forhold til, hvorfor S&P 500 lige nu er på sit højeste niveau nogensinde.
Samtidig erklærerede han, at aktiemarkedet ville klare sig »fantastisk«, hvis han blev valgt som USA's næste præsident.
Artiklen fortsætter efter grafen.
Tirsdag udtalte verdens mest berømte investor, Warren Buffett, sig særdeles kritisk om Donald Trump. Han udfordrede Trump til at lægge sine skattepapirer frem og sagde samtidig ifølge CNN, at en abe ville kunne have investeret bedre end Donald Trump tilbage i midten af 1990'erne.