Ringkjøbing Landbobank-chef: Vi har fortsat hensættelser på landbrugskunder
Landbruget er fortsat udfordret, og kundegruppen er da også skyld i de hensættelser, som Ringkjøbing Landbobank har måttet notere i årets første seks måneder.
- Vi har en samlet eksponering på animalsk produktion på lige godt 3 pct. af vores udlånsbalance. Så det er ikke, fordi det er specielt højt. Men den lille eksponering, vi har, er den, der trækker de hensættelser, vi har, forklarer John Fisker, som er administrerende direktør for Ringkjøbing Landbobank, over for Ritzau Finans.
I alt har banken haft nedskrivninger på udlån og andre tilgodehavender på 23,6 mio. kr. i første halvår.
- Vi har faktisk hensat et større beløb end de 24 mio. kr. i det her regnskab på landbruget. Det dækker over, at alle andre brancher end landbruget har været i stand til at kunne tilbageføre hensættelser. Og så har vi lavet nogle merhensættelser på landbruget, der gør, at vi har den her udgift. Det er et lavt beløb, men klart relateret til den lille post på godt 3 pct. som hedder animalsk produktion, fortæller John Fisker.
- Så konklusionen er, at landbruget og særdeleshed mælkeproduktionen har det svært, opsummerer bankdirektøren.
/ritzau/FINANS