Analytiker om Dong-aktier: Sælg dem
Lige nu er der for mange optimistiske scenarier og usikkerhedsmomenter forbundet med Dong, forklarer analytiker.
Hvis du ligger inde med Dong-aktier, skal du tage at sælge dem.
Så klart er budskabet fra Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank. Han mener nemlig ikke, at Dong er en god investering på nuværende tidspunkt.
»Lige nu er der for mange optimistiske scenarier forbundet med Dong. Prissætningen af selskabet tager ikke højde for den industri, som Dong befinder sig i. Der er stadig mange usikkerhedsmomenter i havmølle-industrien, og Dong er altså afhængig af, at der er et attraktivt marked for havmøller,« siger Morten Imsgard.
Sydbank sætter ikke kursmål på børsnoterede virksomheder, og derfor vil Morten Imsgard heller ikke give et kursmål på Dong. Han fastholder dog, at som det ser ud i øjeblikket, er en investering i Dong ikke det rigtige at gøre for investorer.
»Men man skal ikke tage fejl. Dong er rigtig dygtig til det, selskabet foretager sig, og Dong har jo fået en rigtigt god begyndelse på børsen. Jeg tror bare ikke, at det fortsætter,« siger Morten Imsgard.
Måske har Morten Imsgard en pointe. For efter Dong torsdag morgen fremlagde halvårsregnskab, er selskabets aktie kl. 10.30 faldet med næsten 2 pct. for dagen.
Før torsdag var aktien ellers steget med over 16 pct. den seneste måned, men den stigning ser altså nu ud til at få en foreløbig ende.
Ifølge data fra Bloomberg er der dog fortsat flere af de analytikere, der følger Dong, som anbefaler at købe aktien frem for at sælge den.
Køb | Sælg | Hold |
4 | 3 | 3 |