Bank of England kan blive presset til at sænke renten yderligere
Hvis de økonomiske nøgletal i Storbritannien bliver ved med at pege pilen nedad, kan den ledende britiske rente ramme nul.
Den ledenden rente i Bank of England kan meget vel være på vej i mod nul. Det vurderer man i Sydbank, efter Bank of England torsdag har offentliggjort den såkaldte inflationsrapport og samtidig lempet pengepolitkkken.
Storbritanniens beslutning om at træde ud af EU har fremkaldt store panderynker i Bank of England, der på baggrund af brexit har sænket vækstudsigterne betydeligt. Centralbanken forventer, at den britiske økonomi vil vokse med 0,8 pct. i 2017 og 1,8 pct. i 2018, mens de tidligere forventninger til begge år lå på 2,3 pct.
»I den kommende tid vil der være stort fokus på, hvordan de økonomiske nøgletal udvikler sig efter Brexit. I øjeblikket har vi primært fået signaler fra tillidsindeks. Hvis den negative stemning spreder sig til den økonomiske vækst, må Bank of England lempe yderligere. Vi forventer derfor, at Bank of England nu vil se tiden an. Vi vurderer fortsat, at renten er på vej mod nul i Storbritannien,« skriver Kim Blindbæk, der er makroanalytiker i Sydbank i en kommentar.
I Danske Bank peger man på, at Bank of England i dag er kommet med en stor pakke af pengepolitiske lempelser, og at forklaringen på størrelsen skal findes i, at de økonomiske nøgletal indikerer en kraftig opbremsning i den britiske økonomi. I landet største bank peger man derfor også på, at yderligere lempelser fra Bank of England kan komme på tale.
»Den britiske centralbank har kommunikeret, at den er klar til at lempe pengepolitikken, hvis den økonomiske situation i Storbritannien forværres yderligere. Det er kun halvanden måned siden, at briterne stemte sig ud af EU, og vi mangler stadig at se, om de dårlige ”bløde” nøgletal nu rent faktisk også betyder, at de ”hårde” økonomiske nøgletal peger nedad,« skriver Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank i en kommentar, hvor han fortsætter:
»Det finder vi først ud af de kommende måneder. Hvis de gør det, kan man ikke afvise, at den britiske centralbank kan komme på banen med yderligere lempelser senere på året, mest sandsynligt til november, hvor den britiske centralbank igen opdaterer sine økonomiske prognoser. Den britiske centralbank har stadig mere krudt at skyde med: Renten kan stadig sættes ned til 0%, opkøbsprogrammet kan udvides og bankernes kan få endnu lettere adgang til billige penge mod at øge udlån.«