Renten på britiske statsobligationer er blevet banket i bund
Efter Bank of Englands omfattende lempelse af pengepolitikken faldt renten på 10-årige britiske statsobligationer til det laveste niveau nogensinde.
Rekordernes tid på obligationsmarkedet er ikke ovre. Efter at Storbritannien højst overraskende stemte for at forlade EU i juni faldt renteniveauerne på 10-årige statsobligationer i flere lande til rekordlave niveauer, og i dag, torsdag, kom turen så til de 10-årige britiske statsobligationer.
Inden klokken 13. blev de handlet til en effektiv rente på 0,804 pct., men efter at den britiske centralbank Bank of England kl. 13 offentliggjorde, at den søsætter en stor pakke af pengepolitiske lempelser faldt renten på de 10-årige britiske statsobligationer markant.
En overgang blev de handlet til en rente på 0,6491 pct., hvilket er det laveste niveau nogensinde, viser data, som Finans Investor har hentet fra Bloomberg.
Bank of England valgte at sætte renten ned fra 0,5 pct. til 0,25 pct., og samtidig øgede centralbanken sit opkøbsprogram med 60 mia. pund og føjede erhvervsobligationer til programmet. Med obligationsopkøbet har Bank of England indikeret, at centralbanken vil føre en lempelig pengepolitik i et godt stykke tid, vurderer man i den store kapitalforvalter Pimco.
»Dette har udløst et nyt lavpunkt for renten på 10-årige britiske statsobligationer og svækket pundet yderligere. Disse bevægelser skyldes et meget omfattende program fra Bank of England, og det vil formentlig støtte disse niveauer fremadrettet,« noterer Mikey Amey, der står i spidsen for pund-baserede investeringer i Pimco, i en kommentar.