- Opdateret 05/08/2016 kl. 09:18
Novo-aktien styrtdykker efter skidt regnskab
Novo Nordisk-aktien åbner fredagen med et fald på over 7 pct. efter regnskabet skuffer investorer.
Der er kontant afregning på fondsbørsen for Novo Nordisk fredag morgen, efter medicinalkæmpen har afleveret et regnskab, der skuffer på centrale punkter.
B-aktien åbnede 6,3 pct., og faldt hurtigt yderligere ned til et fald på næsten otte pct.
Efter de første ti minutters markedsaktivitet synes faldet at have fundet et midlertidigt leje med et faldt lidt over 7 pct., hvilket for B-aktionærerne svarer til et papirtab på over svimlende 50 mia. kr.
Faldet sker samtidig under markant omsætning - på de første ti minutter af handelsdagen er Novo-aktien omsat så meget, at det svarer til næsten 80 pct. af hele torsdagens handel.
Med til det billede hører dog også, at regnskabsaflæggelser traditionelt fører til markante handelsdage for mange aktier.
Handelstatistikken afslører dog også, at der er private handlere, der ser faldet som en mulighed for at købe Novo Nordisk A/S til rabat - i hvert fald tegner Nordnet Banks kunder sig for det klart største nettokøb i de første handelsminutter.
Novo-aktiens fald står i skarp kontrast til morgenens andet markante regnskab.
Her stiger logistik- og transportkæmpen DSV A/S med 4,3 pct., efter et regnskab, der godt nok skuffede let på bundlinjen, men så stærkt ud på stort set alle andre parametre, og da også gav plads til en opjustering.