GN-spekulanter trækker fingrene (lidt) til sig
To af de storinvestorer, der satser på fald i GN Store Nord-aktien, har mandag reduceret deres væddemål.
GN Store Nords temmelig stabile kursudvikling - oppe 1,4 pct. over de seneste tre måneder, og knap ni pct. det seneste halvår - er ikke ligefrem kræs for de tunge investorer, der har over de seneste måneder har satset på et kursfald.
Mandag har to af short-investorerne da også trukket lidt af væddemålet af bordet, viser registreringer hos Finanstilsynet.
Mest opsigtsvækkende er det nok, at den canadisk pensionskæmpe CPP Investment Board efter over tyve gange at have øget satsningen på en GN Store Nord A/S-nedtur nu for første gang har trukket sig en anelse.
Det drejer sig dog kun om en reduktion af positionen fra 3,31 til 3,26 pct. af det samlede antal GN-aktier.
Men ifølge Finans opgørelse af den løbende position vil et exit fra væddemålet nu ske med et lille tab, selv uden at tage hensyn til den pris, canadierne har betalt for at låne GN Store Nord-aktier.
artiklen fortsætter under grafikken
Finans har spurgt den canadiske kæmpe til baggrunden for det løbende væddemål, der er ca. 650 mio. kr. værd, men blot fået oplyst, at CPP Investment Board ikke ønsker at kommentere sine mange aktuelle investeringer.
Den canadiske pensionsinvestor bestyrer da også midler for ca. 1.500 mia. kr., men havde påfaldende nok ved sidste opgørelse ikke andre noterede danske aktiver end GN Store Nord.
Ud over CPPIB har også amerikanske Millenium International Management reduceret sin satsning mod GN Store Nord.
Milleniums kampagne mod GN-aktien er dog både kort og lille i lyset af den canadiske indsats - kapitalforvalteren kom over lovens oplysningskrav på 0,5 pct. af de samlede aktier torsdag i sidste uge, og gik under igen mandag kl. 13, ifølge Finanstilsynets registrering.