Pandoras milliardoverskud storskuffer
Pandora skuffer både i Europa, Sydamerika og Canada, mener analytikerne. Aktien falder 5 pct.
De færreste virksomheder kan være skuffet over at fordoble sit overskud, men det er nøjagtig, hvad man bør være hos Pandora, hvis man spørger eksperterne.
Pandora tjente 2,5 mia. kr. i første halvår af 2016 mod knap 1,3 mia. kr. året før. Men forventningerne til smykkekoncernen var så høje, at der er tale om en skuffelse, vurderer Sydbank.
»Overordnet er regnskabet til den svage side og skuffer i forhold til forventningerne. Vi havde forventet en højere vækst,« siger Sydbanks Pandora-analytiker Søren Løntoft Hansen.
Med til historien om halvårsregnskabet hører dog også, at overskuddet faldt med 300 mio. kr. i andet kvartal sammenlignet med første kvartal. Desuden havde analytikerne på forhånd forventet en omsætning på 9,27 mia. kr., men det var Pandora 200 mio. kr. fra at realisere.
Der er flere årsager til det svage resultat.
»Sydamerika er udfordret af dæmpede vækstrater i Brasilien, som er udfordret økonomisk. I Canada døjer Pandora med færre butiksbesøgende. Storbritannien er som sådan ikke påvirket af brexit, bortset fra en negativ valutaeffekt. Men det er et meget modent Pandora-marked, så væksten er begyndt at løje af,« siger Søren Løntoft Hansen.
Investorerne har fra morgenstunden også vist sin utilfredshed ved at sende Pandora-aktien ned med 5 pct. Også hos Jyske Bank havde man forventet et væsentligt bedre resultat.
»Jeg er skuffet. Jeg lå i toppen i forhold til forventningerne, men har specielt fået en over næsen på Europa, som ganske vist leverer 27 pct. i omsætningsvækst. Men jeg havde altså forventet en vækst på 43 pct. i min model,«siger Pandora-analytiker Frans Høyer.
Hovedårsagen er, at indsalget til de enkelte butikker var lidt ringere, end hvad Jyske Bank havde med i sine beregninger. Men ikke alt er skidt.
»Der er positive momenter. England ligger i plus 17 pct., Italien 40 pct., Frankrig 70 pct. og Tyskland 70 pct., mens Kina leverede 200 pct. omsætningsvækst. Og jeg var nok selv kørt lidt i loftet med mine forventninger på det helt korte sigt,« siger Frans Høyer.