Pandoras fremmarch på nettet fortsætter
Smykkeselskabet Pandora fortsætter sin ekspansion på nettet. I andet kvartal i år udgjorde omsætningen fra e-handelen omkring 4 pct. af koncernens omsætning på samlede 4.327 mio. kr.
Det er en stigning fra omkring 2,5 pct. i 2015.
Det viser Pandoras halvårsregnskab, der blev offentliggjort tirsdag morgen.
Ved udgangen af kvartalet havde Pandora netbutikker i 14 lande mod ni lande ved udgangen af andet kvartal sidste år. Og i fjerde kvartal i år forventer selskabet at lancere en butik på nettet i Kina. Den forventes dog ikke at få væsentlig indflydelse på omsætningen i år, oplyser selskabet.
Ritzau Finans