Europas børser halter - danske Dong redder dog lidt af æren
Både antallet af børsnoteringer og penge rejst ved børsnoteringer i Europa er faldet markant i 2016, viser nye tal.
Hvis Dong ikke havde valgt at lade sig børsnotere i juni, havde de europæiske børser haft et mildest talt forfærdeligt første halvår.
For det danske energiselskab står for omkring en femtedel af de penge, der i årets første halvdel er blevet rejst ved børsnoteringer rundt om i Europa.
Der blev ved Dongs børsnotering rejst 19,7 mia. kr., og det var stærkt medvirkende til, at samtlige europæiske børsnoteringer i første halvår nåede en handelsværdi på 107 mia. kr.
De 107 mia. kr. er dog under halvt så mange penge, som der blev rejst ved børsnoteringer i samme periode i 2015, viser en ny rapport fra PwC om europæiske børsnoteringer i 2016.
Heller ikke på det parameter, der tæller antallet af børsnoteringer, er der noget at trøste sig med for de europæiske børser.
I årets første seks måneder var der nemlig 145 børsnoteringer i Europa, 61 færre end for et år siden.
De nordiske OMX-børser var Europas topscorer med en samlet handelsværdi af deres børsnoteringer på 25 mia. kr. Her trak Dong altså også gevaldigt op.
Normalt plejer London at være stor bidragsyder til det samlede antal børsnoteringer i Europa. Men i første halvår af 2016 bidrog London mindre end nogensinde før.
Således stod London blot for 24 pct. af de europæiske børsnoteringer, hvilket er væsentligt mindre, end da London stod for flest. Det var i 2011, hvor byens fondsbørs var hjemsted for 72 pct. af de europæiske børsnoteringer i det års første halvdel.
»Efter resultatet af briternes afstemning (om brexit, red.), har der været en række børsnoteringer, som er blevet udskudt grundet bekymringer om markedet. Når det er sagt, er der stadig en række virksomheder, som fastholder deres plan om en børsnotering i årets anden halvdel,« siger Mark Hughes, partner og leder for PwC's afdeling for det britiske kapitalmarked, i rapporten.