Oliegigant vil frasælge sin største aktivitet i Kina
Oliegiganten BP planlægger at sælge sin største kinesiske investering og følger dermed i flere vestlige olieselskabers fodspor.
Ifølge Financial Times vil det britiske selskab BP sælge sin aktieandel på 50 pct. i det kinesiske petrokemiske projekt Secco.
Det statskontrollerede selskab Sinopec, der ligeledes kontrollerer 50 pct. af aktierne i Secco, har sagt, at det i øjeblikket undersøger BP's planlagte salg af aktierne i det fælles joint venture.
Flere olieselskaber har på det seneste indskrænket deres aktivitet i Kina som følge af den lave pris på petrokemi og olie, mens den langsomme liberalisering af den kinesiske energisektor også har skuffet investorerne, skriver avisen.
BP har over for Financial Times afvist at kommentere det planlagte frasalg.
Oliekoncernen fremlagde i slutningen af juli et regnskab for andet kvartal, der viste markant tilbagegang. Særligt den lave oliepris har ramt selskabet, og derfor oplyste det til Bloomberg News, at det overvejer at reducere investeringerne til 15 mia. dollar i 2017, mens den tidligere prognose hed 17 mia. dollar.
Ritzau Finans