Mobilkunderne strømmer til TDC
Til gengæld har telekoncernen store udfordringer på tv-markedet og blandt erhvervskunderne.
Der var én altoverskyggende god nyhed, der gjorde indtryk på TDC-analytiker Morten Imsgard fra Sydbank, da telekoncernen onsdag fremlagde sit regnskab for andet kvartal 2016: TDC vinder mobilkunder.
TDC kaprede 9.000 flere danske mobilkunder i forhold til årets første tre måneder, og det var en overraskelse for Morten Imsgard.
»Jeg havde forventet, at de ville tabe et par tusinde kunder. De har tilmed en stabil udvikling i omsætning pr. kunde, så de har ikke vundet kunderne ved at forære dem et billigt abonnement, og man har en lav udskiftning i kundebasen i forhold til tidligere,« siger han.
Og det skyldes ifølge analytikeren, at kunderne er tilfredse med TDC's produkt.
»Udviklingen er drevet af, at TDC har et rigtig godt netværk. Hvis der er noget, der kan få kunderne til at smutte, så er det, at tingene ikke fungerer. Det er blevet vigtigere end prisen,« siger Morten Imsgard.
Derudover er den hårde priskonkurrence mellem mobilselskaberne begyndt at aftage, vurderer Sydbank-analytikeren.
»De andre aktører er også interesserede i højere priser, og de mange slagtilbud har været noget af det, der tidligere har været et rigtig ømt punkt for TDC,« siger Morten Imsgard.
Men regnskabet var langtfra entydigt positivt. Omsætningen faldt fra første til andet kvartal med 200 mio. kr., og det skyldtes bl.a. store tab på erhvervskunder og tv-forretningen.
»TDC mistede 6.000 tv-kunder, og samtidig faldt omsætningen pr. kunde. Danskerne vil have mindre tv-pakker, og nogle vil ikke have kabel-tv, hvilket er fundamentet under forretningen,« siger Morten Imsgard.
Og endnu større ser udforingen ud til at være hos erhvervskunderne.
»Erhvervsforretningen er præcis så sløj, som ventet. TDC oplever, at de er nødt til at gå væk fra forhandlinger med erhvervskunder, fordi de vil have det for billigt. Og de kan ikke forære det væk. Der giver nogle udfordringer, som ikke kan løses på den korte bane,« siger Morten Imsgard.
Han havde op til regnskabet en salgsanbefaling på TDC's aktier. Han ved endnu ikke, om an holder fast i den.