TDC: Intet nyt fra opkøbsfronten
I begyndelsen af sommeren afviste TDC en indledende føler om en mulig overtagelse af den danske telekoncern.
TDC's halvårsregnskab indeholdt ikke nyt om et muligt frasalg af den danske telekoncern. I sommerens løb blussede rygterne om en amerikansk overtagelse ellers op, da Børsen beskrev, hvordan en amerikansk kapitalfond, angiveligt Apollo, var interesseret i at overtage TDC.
Salgsrygterne fik aktiekursen til at stige pænt den dag og senere bekræftede TDC, at der havde været en henvendelse, men at den var blevet afvist af en række grunde:
»På baggrund af artiklen i Børsen i dag (8. juli, red.) bekræfter TDC, at TDC har modtaget en særdeles foreløbig henvendelse om en mulig overtagelse af kontrollen med TDC. TDC har vurderet henvendelsen og konkluderet, at den var finansielt utilstrækkelig, ufuldstændig og ikke i aktionærernes bedste interesse. Derfor har TDC besluttet ikke at gå videre med henvendelsen,« lød det i en meddelelse til fondsbørsen.
Og der står den stadig. Televirksomhedens presseafdeling afviser i forbindelse med TDC's halvårsregnskab at lade TDC's bestyrelsesformand Vagn Sørensen kommentere over for Finans, om der har været nogen udvikling i sagen og flere efterfølgende forespørgsler. TDC henviser i stedet til sin fondsbørsmeddelelse af 8. juli.
»Der er desværre ikke yderligere kommentarer, end hvad der er tidligere er blevet kommunikeret til fondsbørsen,« lyder det fra TDC.
TDC's koncerndirektør Pernille Erenbjerg siger til Ritzau, at ejerskabet af TDC efterhånden har været et langvarigt tema:
»Der har vel et eller andet sted kørt et spil om TDC de seneste mange år. Vi får at se, om det nogensinde fører til noget. Det vigtigste for mig og bestyrelsen er at følge den plan, vi har lagt, som skal skabe mest værdi for vores aktionærer og kunder, og det viser vi her i kvartalet. Hvad forskellige mennesker så mener at vide, gætter på, eller tror de har hørt, det må de sådan set selv om,« siger hun.
TDC kom onsdag morgen med sit halvårsregnskab, som investorerne har taget flot imod med en stigning på næsten 7 pct.