Bommert fra Novozymes gav aktien næstværste dag på børsen nogensinde
Nedjustering sendte Novozymes-aktien på historisk nedtur - kun overgået af den, aktien tog for næsten præcis et år siden.
Hvis man i kategorien over de mange særegne olympiske discipliner (f.eks dressur, synkronsvømning, rytmegymnastik, kapgang) også fandt 'virkelig skuffende halvårsregnskaber', ville Novozymes nok være en stærk dansk medaljekandidat.
Med nedjusteringerne tirsdag og i starten af august sidste år har Novozymes A/S i hvert fald inden for næsten præcis et år sørget for de to værste børsdage nogensinde for selskabet, målt på stort set alle parametre.
Nedture, der endda er kommet midt i en ellers generelt positiv årrække for Novozymes, der set over fem år er oppe med 88,6 pct.
Udviklingen havde dog altså set bedre ud, hvis ikke Novozymes på regnskabsdagen i august sidste år var dykket brat med et fald 12,9 pct., mens dette års regnskab altså sendte aktien ned med 11,8 pct.
De to regnskabs-skuffelser er de eneste gange i aktiens historie, den er lukket nede med et tocifret tal.
De to dårlige regnskabsdage har ifølge Finans Investors beregninger tilsammen kostet Novozymes-aktionærerne papirtab på næsten 22 mia. kr. på b-aktien alene.
I et interview med Finans tidligere på dagen udtrykte Novozymes-topchef Peder Holk Nielsen da også forståelse for, at der var skuffelse over de gentagne nedjusteringer af selskabets vækstforventninger:
»Det er vel meget banalt. I forhold til markedets forventninger skuffede vi åbenbart. Noget skyldes, at vi selv skuffer på den måde, at vi sagde, vi ventede en organisk vækst mellem 3-5 pct. og nu siger vi 2-4 pct. Det er oplagt, at det skaber bekymring om vækst på den mellemlange bane, og det er det, der sker, når vi også har store forventninger til os selv og kommunikerer store forventninger til virksomheden,« lød det fra Novozymes-chefen.
Novozymes fem værste børsdage:
Dato | Kurs | I pct |
06-08-2015 | 316 | -12,9 |
10-08-2016 | 287 | -11,7 |
25-01-2008 | 82,4 | -9,5 |
06-10-2008 | 82 | -9,0 |
29-09-2008 | 92,3 | -8,8 |