"Dr. Doom" med spektakulær spådom: Tesla bliver et nul og niks
En række bilfabrikanter udkonkurrerer Tesla på elbilsmarkedet, når de får lyst, mener investor.
Er du ejer af en Tesla eller har aktier i elbilsproducenten, vil din investering falde kraftigt i værdi i fremtiden.
Så kontant er udmeldingen fra den schweiziske investor Marc Faber, der står bag nyhedsbrevet "The Gloom Boom & Doom Report".
Han mener, at Tesla lever på lånt tid som kongen af elbilsmarkedet.
»Hvad de (Tesla, red.) kan producere, kan også blive produceret af Mercedes, BMW, Toyota og Nissan. Enhver (bilproducent, red.) i verden kan gøre det til en meget billigere pris og muligvis mere effektivt,« siger Marc Faber, der ofte udtaler sig pessimistisk om aktiemarkedet, hvorfor "Dr. Doom" er blevet hans kælenavn, til CNBC.
Der er dog ifølge ham fortsat en årsag til, at verdens store producenter af almindelige biler endnu ikke har kastet sig frådende over markedet for elbiler.
»Markedet for Toyota og de her andre kæmpe bilproducenter er simpelthen bare ikke stort nok, men i det øjeblik, det bliver større, vil de rykke ind på markedet, og det vil betyde, at Tesla får meget konkurrence,« siger Marc Faber.
I sidste uge kom det frem, at Mercedes-Benz er på vej med en hel flåde af el-biler, der skal sælges under sit eget varemærke i stil med Maybach, AMG og Smart.
»Da Tesla begyndte at sende biler på gaden for efterhånden mange år siden, besluttede vi dengang klogt, at timingen ikke var rigtig. Nu er vi af den overbevisning, at tiden er kommet til, at man kan tjene penge på elbiler i løbet af de næste 5 til 10 år,« sagde Wolfgang Bernhard fra Daimlers lastbilsdivision til Bloomberg.
For nylig præsenterede Tesla også sit seneste kvartalsregnskab, og det bød på et underskud for 13. kvartal i træk, ligesom det sidste måned kom frem, at Tesla ikke havde levet op til egne produktionsmål i perioden fra april til juni. Det samme var tilfældet i de foregående tre måneder.
I andet kvartal leverede Tesla i alt 14.402 biler. Målet var 17.000.
Så måske er der noget om snakken, når "Dr. Doom" advarer om, at Teslas aktiekurs må ramme nul på et tidspunkt. Lige nu er Tesla-aktien dog næsten i kurs 226, og derfor må man antage, at der er et stykke vej, til aktiekursen eventuelt rammer nul.