Mærsk Drilling borer overraskelse op og opjusterer
Maersk Drilling trodsede de seneste års tendens til fremgang og oplevede fald i driftsindtjeningen i andet kvartal.
A.P. Møller -Maersks borerigdivision tjente 330 mio. dollar på driften før af- og nedskrivninger (EBITDA) i andet kvartal og klarede sig dermed trods alt noget bedre end analytikernes prognose om 287 mio. dollar ifølge tal indsamlet af Ritzau Estimates.
Maersk Drilling har i de senere år været ramt af en opbremsning i olieselskabernes investeringslyst samtidig med faldet i olieprisen. Det betyder, at flere af selskabets rigge og skibe står uden arbejde, og de få nye kontrakter, der indgås, er til meget lavere rater.
I andet kvartal af 2016 var omsætningen på 566 mio. dollar mod en forventning om 542 mio. dollar blandt analytikerne ifølge Ritzau Estimates, mens bundlinjen (NOPAT) viste et overskud på 164 mio. dollar mod de ventede 121 mio. dollar.
Det tilsvarende kvartal i 2015 bød på en omsætning på 624 mio. dollar i Maersk Drilling samt et EBITDA- og bundlinjeoverskud på henholdsvis 361 og 218 mio. dollar.
Der ventes nu lidt bedre tider end tidligere og dermed kun et "lavere" resultat end 2015.
Tidligere varslede divisionen "væsentligt lavere" underliggende indtjening end i 2015, hvor overskuddet lød på 732 mio. dollar, på grund af lavere dagsrater og flere ledige rigge. Men divisionen får i år indtægter fra kunder, der har revet kontrakter itu, hvilket løfter resultatet.
Analytikerne har forudset et overskud for hele året på 504 mio. dollar ifølge Ritzau Estimates - der er dog store udsving i prognoserne.
Ritzau Finans