- Opdateret 12/08/2016 kl. 09:22
Mærsk på sparekurs sender aktien op: Stiger over 5 pct.
A. P. Møller - Mærsk stiger mere end 5 pct. på børsen efter et halvårsregnskab, som direktøren kaldt "utilfredsstillende".
A. P. Møller - Mærsks aktiekurs er steget mere end 5 pct. fra morgenstunden, efter at koncernen har fremlagt sit halvårsregnskab.
Regnskabet afslørede et overskud, der fortsat rasler ned. Til gengæld er det lykkedes konglomeratet at skære gevaldigt i sine omkostninger i samtlige forretningsdivisioner, og det er sandsynligvis det, der får investorerne til at sende aktien i vejret. Det til trods for, at administrerende direktør Søren Skou kaldte resultatet for utilfredsstillende.
I Maersk Oil har man i løbet af andet kvartal skåret 25 pct. af driftsomkostningerne, mens omkostningerne i Maersk Line er reduceret til rekordlavt niveau.
Det er altafgørende for Mærsk at få omkostningerne i bund, efter at væksten og de priser, som Mærsk kan få for sine ydelser, er faldet drastisk i en periode med lavere oliepriser og fragtrater.
Overskuddet før skat var større, end mange analytikere havde forventet. Ritzau Estimates havde før regnskabet foretaget en rundspørge blandt Mærsk analytikere, der i gennemsnit havde forventet et overskud før skat på 5,52 mia. kr. Men Mærsk præsterede 300 mio. kr. bedre, så overskuddet landede på 5,81 mia. kr. Det kan også være en af forklaringerne på aktiekursens hop.
Mærsk-aktien har gennem en længere periode levet en turbulent tilværelse. Med dagens stigning har aktionærerne fået et afkast på mere end 5 pct. i år, mens det danske aktiemarked som helhed ligger i minus.
Men ser man på det seneste år, er kursen fortsat nede med 20 pct. Så sent som i juni var kursen nede i 7.820 kr. - næsten 20 pct. lavere end i dag, hvor den efter 20 minutters handel på børsen var i 9.580 kr.