Ugebrev: Der er mere at komme efter i Pandora
Investorerne skulle bruge lidt tid til at synke regnskabet fra Pandora, før de købte sig ind i investeringscasen igen.
Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue.
- Trods enkelte skønhedsfejl fastholder vi et kursmål over 1000, om end risikoen er lidt forhøjet som følge af investorernes fremadrettede fokus på væksten i USA, skriver ugebrevet.
Ugebrevet sætter kursmålet på et halv års sigt til 1050-1100 kr. hen over årsregnskabet 2016
og fremlæggelse af forventningerne til 2017. Pandora lukkede fredag i 885 kr.
Ugebrevet konkluderer, at der stadig er en lang række vækstmuligheder globalt set.
- Der er plads til mange flere butikker, og Pandora er stadig yderst dygtig til at eksekvere på planerne, vurderer ugebrevet, der ikke ser nogen grund til at tvivle på den fortsatte vækst," om end udviklingen i USA bliver et fokusområde det næste stykke tid og kan skabe lidt uro".
Det fremhæves dog, at risikoen i aktien er øget en anelse.
Ugebrevet beroliges dog af nøgletallene.
- Pandora er - væksten taget i betragtning - fortsat billig, og investorerne kan nu begynde at skimte 2017 i horisonten, skriver ugebrevet.
Det vurderes af ugebrevet, at 2017 på nuværende tidspunkt ser ud til at blive et år med en omsætningsvækst på mindst 15 pct., således at koncernen når en omsætning på imponerende 24 mia. kr. og et nettoresultat på 6-7 mia. kr.
- Den høje cash-generering bør også i 2017 facilitere mere aktietilbagekøb og højere udbytte, slutter ugebrevet.
/ritzau/FINANS