Kød, brød og fisk er efterhånden en illusion i sydamerikansk oliestat
Venezuela er økonomisk i knæ og har verdens værste aktiemarked. Men det er nu også landet, hvor der næsten ikke længere bliver eksporteret mad til.
I flere måneder har der floreret mange historier om, at den sydamerikanske oliestat Venezuela var ved at løbe tør for nærmest alt. Om det så var mad, medicin, elektricitet, toiletartikler eller meget andet.
Nu er historierne om i hvert fald manglen på fødevarer blevet til konkrete tal. For den globale handelsdatavirksomhed Panjiva har på opfordring fra CNN trukket tal på, hvordan eksporten af bestemte fødevarer til Venezuela har udviklet sig i årets første halvdel.
Nedenunder ses udviklingen i eksporten af bestemte fødevarer til Venezuela i første halvdel af 2016 sammenlignet med samme periode i 2015.
Fødevare | Fald i pct. |
Brød | 94 |
Kød | 63 |
Frugt | 99 |
Fisk | 87 |
Sukker | 34 |
I første halvdel af 2015 brugte Venezuela ifølge Panjiva 21 mio. dollars på at importere frugt, mens tallet i 2016 indtil videre er på 159.000 dollars.
»Venezuelanerne kan ikke købe brød og kød. Det eneste, man rigtigt kan få, er korn. Kun det mest basale,« siger Chris Rogers, analytiker i Panjiva, til CNN.
Tallene fra Panjiva bekræfter blot, at det ikke er for sjov, at FN's generalsekretær Ban Ki-Moon har kaldt situationen i Venezuela for en »humanitær krise«.
Venezuela er et land under et ekstremt økonomisk pres og har to år i træk modtaget titlen som verdens mest elendige økonomi af Bloomberg.
Den dystre situation er resultatet af en økonomi, hvor 96 pct. af landets eksportindtægter stammer fra olie. Venezuela er et af verdens mest olierige lande, og da olie stadig var guld, valgte man at importere varer i stor stil frem for selv at producere dem.
Men olieprisernes fald er gået ud over evnen til at importere. Læg dertil en inflation, som ventes at nå over 700 pct. i år, og en statslig priskontrol, som betyder, at fødevarepriserne er så lave, at det ikke kan betale sig at være lokal producent.
Samtidig har Venezuela i 2016 haft verdens værste aktiemarked. Så på mange parametre må man bare konstatere, at Venezuela er et land i knæ.