- Opdateret 15/08/2016 kl. 18:48
Mols-Linien får lov til at blive afnoteret
De små aktionærer i Mols-Linien får ikke lov til at beholde rederiet som børsnoteret aktie. Det har Erhvervsankenævnet afgjort.
Mols-Linien afnoteres fra fondsbørsen. Det sker efter, at selskabet har fået medhold i Erhvervsankenævnet. Det skriver Ritzaus Finans.
Sagen er endt i Erhvervsankenævnet, da en række mindretalsaktionærer i april i år stillede sig i vejen for en kapitalfonds planer om at afnotere Mols-Linien.
Mindretalsaktionærerne klagede til Erhvervsankenævnet. Nævnet valgte at behandle klagen og udskød dermed afnoteringen.
Klagen kom efter kapitalfonden Polaris havde opkøbt 80 procent af aktierne i Mols-Linien med henblik på at afnotere selskabet fra fondsbørsen.
Fondsbørsen - hvis rettelige navn er Nasdaq Copenhagen - godtog dengang ønsket om afnotering.
Efter en forsinkelse ser det nu ud til at blive en realitet. Det er endnu ikke kendt, hvornår aktien sidste gang handles.
/ritzau/FINANS