Audi-biler vil fremover tale med trafiklysene
Inden udgangen af 2016 vil Audi have et system klar, hvor bilen selv ved, om der er rødt eller grønt lys forude.
Kan det betale sig at gasse op for at nå et grønt lys? Eller varer et rødt lys så tilpas længe, at det er klogt at slukke motoren?
Den slags spørgsmål vil Audi fremover lade bilerne selv besvare, ved at suge data ud af de systemer, der styrer trafiklysene i en by. Og de første 5-7 byer vil være klar i løbet af i år, rapporterer it-mediet Recode. Audi er dog ikke endnu klar til at fortælle om, hvilke byer det drejer sig om.
I første omgang vil systemet blive bygget ind i nye biler fra Audi og kan med en nedtælling vise chaufføren, hvornår et rødt lys skifter til grønt. De sidste par sekunder bliver dog ikke vist, i håbet om at opmærksomheden i stedet bliver rettet mod trafiklysene selv – for en sikkerheds skyld. Selvom informationerne kommer fra samme systemer, som trafiklysene er koblet til, kan man aldrig udelukke, at der kan ske en fejl.
Derefter følger planer om at lade bilen selv styre, om motoren skal slukkes ved et rødt lys, og at indarbejde disse data i navigationssystemet, så effekten af de røde lys bliver regnet med, når den hurtigste rute skal udpeges.
Det bliver dog ikke gratis at koble sig på systemet, som Audi vil gøre til en del af Connect Prime-pakken, der også indeholder internetforbindelse til bilen, trafikinformation og musik-streaming. Pakken koster op til 220 kr. pr. måned.