Analysehus: Containershipping kan tabe 5 mia. dollar i år
Containershippingindustrien har kurs mod et dundrende underskud på mindst 5 mia. dollar i 2016.
Det forudser analysehuset Drewry ifølge Lloyd's List - blandt andet efter at have set sidste uges tal fra Maersk Line.
De London-baserede Drewry-analytikere noterer, at omsætningen hos containerrederierne i første halvår er faldet med i gennemsnit 18 pct., og det er en tilbagegang, der ikke i samme omfang kan kompenseres for gennem besparelser.
Det er de rekordlave fragtrater, der smerter industrien, og hvis indtægterne fortsætter med at skrumpe som i øjeblikket, så vil rederiernes indtægter ifølge Drewrys beregninger mindskes omkring 29 mia. dollar i forhold til året før.
Det vil være en større tilbagegang end i det for industrien så svære 2009, hvor rederierne havde et samlet driftsunderskud på 19 mia. dollar.
Industrien har dog fået fjernet omkostninger i stor stil, hvilket vil betyde, at industriens underskud ikke bliver så højt i 2016 som i 2009.
- Rederierne er nu mere omkostningseffektive, men det til trods vil industrien formentlig tabe mindst 5 mia. dollar i år, vurderer Drewry ifølge Lloyd's List.
En længerevarende periode med underskud øger ifølge analysehuset sandsynligheden for fusioner og opkøb i industrien.
Forleden kunne Maersk Line fremvise et underskud i andet kvartal på 151 mio. dollar mod et overskud på 507 mio. dollar i samme kvartal året før. Omsætningen fald i kvartalet med 19 pct. til 5061 mio. dollar fra 6.263 mio. dollar i andet kvartal 2015.
/ritzau/FINANS