Nordnet: Afnotering af Mols-Linien rejser en række spørgsmål
Mols-Linien kan blive afnoteret. Det vedtog Nasdaq-børsen mandag. Det rejser en række spørgsmål ifølge investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen.
- De private investorer føler, at de nuværende regler, om at en afnotering kun kan ske, hvis en aktionær ejer 90 pct. eller mere af et selskab, er blevet gradbøjet i en hidtil uset grad, konstaterer han i en skriftlig kommentar.
De private investorer vil ifølge Per Hansen blandt andet gerne have svar på, om 80 pct. er nok til en afnotering.
Derudover ønsker investorerne at vide, om to større aktionærer som i dette tilfælde med Polaris og Lind Invest kan indgå en alliance og på den måde tælle deres ejerandele sammen for at nå over 90 pct. uden samtidig at være forpligtet til at give et indløsningstilbud på markedsvilkår.
Desuden nævner investeringsøkonomen, at det er interessant at stille spørgsmålstegn ved, om det er en begyndende glidebane, og om man kan forestille sig, at nogle investorer næste gang forsøger at afnotere et selskab med en endnu mindre andel end 80 pct., måske ud fra en motivering om at den daglige omsætning er lille eller ubetydelig.
Per Hansen vurderer, at de private og andre investorer næppe i første omgang behøver at frygte for, at reglen om 90 pct. med lynets hast bliver gradbøjet.
- Men afgørelsen fra Nasdaq OMX og den senere stadfæstelse fra erhvervsankenævnet viser, at lovgivningen kan om ikke gradbøjes så dog masseres, konstaterer han.
Et udestående spørgsmål er fortsat om minoritetsaktionærerne kan se frem til modtage et indløsningstilbud for deres aktier, som ligger tæt op af gårsdagens kursniveau eller måske kan være et gennemsnit af aktiekurserne over en længere periode.
- Det eneste, vi med sikkerhed ved i dag, er, at Polaris er pligtig til at genfremsætte sit købstilbud på kurs 40. Det har dog næppe investorernes interesse eller bevågenhed. De er skuffede og føler sig klemt mellem lovgivning og kapitalinteresser, konstaterer Per Hansen.
Mols-Liniens aktier lukkede mandag i 80 kr.
Ritzau Finans