- Opdateret 16/08/2016 kl. 09:27
Analytiker: ISS-regnskab mindsker bekymringerne
ISS' regnskab for andet kvartal er mere end godkendt, vurderer analytiker ved Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen
- Det er absolut mere end godkendt. 3,8 pct. på den organiske vækst i et kvartal, hvor vi får en sværere sammenligningsbase, og hvor vi godt vidste, at især Australien og nogle af de asiatiske lande ville gå ned i vækstgear, det er mere end godkendt. Det er et regnskab med en pil op, siger Michael Friis Jørgensen.
Han tilføjer, at regnskabet "bør mindske bekymringerne omkring ISS".
ISS oppræciserer i forbindelse med regnskabet forventningerne til 2016 og regner nu med en omsætningsvækst på 2,5-4 pct. Tidligere havde ISS en prognose om en organisk vækst på mellem 2 og 4 pct. i 2016 mod 4,4 pct. i 2015.
- Når man har leveret næsten 4 pct. indtil videre i år og så stadig fastholder en bund på 2,5, så er der jo nogle usikkerheder. Vi tolker dog ikke mere i det, end det, som ISS siger, nemlig at Tyrkiet er opstået som en usikkerhed, og brexit jo er en realitet, siger Michael Friis Jørgensen.
- Man skal ikke lægge mere i det end noget forsigtighed. De leverer lige nu. Man kunne have håbet på lidt mere indsnævring, men må anerkende, at der er opstået nogle usikkerheder for ISS, fortsætter analytikeren.
Han tror fortsat, at ISS kan nå toppen af forventningerne og påpeger, at det formentlig også er det, markedet regner med.
Han mener, at ISS-aktien burde stige på baggrund af kvartalsrapporten, da flere af ISS' konkurrenter på det seneste er steget, uden at ISS er fulgt med.
- ISS har "underperformet" cirka 15 pct. i forhold til sine konkurrenter i den seneste tid på grund af eksponeringen over for Storbritannien og brexit. Der ser ikke ud til, at der skulle være nogen grund til det efterslæb, mener analytikeren.
ISS-aktien åbnede tirsdag med en stigning, men ligger i den tidlige handel med et lille fald på 0,5 pct. til 261,00 kr. i et C20 Cap, hvor samtlige aktier ligger i rødt.
Ritzau Finans