Av! Over halvdelen af danskernes favoritaktier er i minus
Kun 13 af de 30 mest populære aktier blandt private investorer har givet positivt afkast i 2016.
Hvis ordsproget 'ude af syne, ude af sind' har noget på sig, gør mange private investorer klogt i at holde øjnene væk fra deres aktieporteføljer.
I hvert fald har kun 13 af de 30 mest populære selskaber blandt private investorer hos børsmægleren Nordnet formået at skabe et afkast til sine investorer i år.
Det er ikke ensbetydende med, at de private nødvendigvis har tabt penge, men det illustrerer, hvor udfordrende et aktieår 2016 har været.
Novo Nordisk, investor-darlingen over dem alle, har i årevis skrabet utrolige afkast til sine aktionærer. 18.500 Nordnet-kunder har bl.a. på den baggrund fyldt for 2,58 mia. kr. i porteføljerne. Men i år har Bagsværds stolthed skabt et negativt afkast på 22 pct., og medicinalvirksomheden formåede ikke at vende stemningen med sit seneste regnskab. Tværtimod.
Bavarian Nordic, Fingerprint Cards, Novozymes, Zealand Pharma, Nordea og Veloxis er andre selskaber, der har slået skår af danskernes pensionsopsparinger og investeringer i 2016.
Imens kan investorerne trøste sig med, at deres nye favorit, Genmab, som Nordnet-kunderne har investeret 1,26 mia. kr. i, er steget med hele 27 pct. Derudover har DSV, NNIT og Lundbeck været med til at bringe balance i aktie-porteføljen.
Ser man i stedet på de 30 aktier, som kunderne har placeret flest penge i, ser billedet en anelse mere positivt ud. Her har 15 selskaber skabt positivt afkast, og det skyldes bl.a., at nogle få kunder har store positioner i selskaber som Alk-Abelló, Ambu og Rockwool. De to sidstnævnte er steget med over 30 pct. i 2016.