Analytiker: Vestas evne til at tjene penge tegner lovende
Vestas har leveret et usædvanligt stærkt regnskab for andet kvartal, hvor vindmølleproducenten har haft travlt med at sætte møller op og samtidig har været bedre end ventet til at tjene penge. Fremtiden for Vestas ser lysere ud end længe.
Sådan lyder vurderingen fra aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand, efter at vindmølleselskabet torsdag morgen har offentliggjort regnskab for andet kvartal.
- Det er et meget stærkt regnskab, hvor Vestas blæser fra alle forventningerne og leverer bedre end ventet på alle parametre. Aktiviteten har været markant højere end forventet, og evnen til at tjene penge er rigtig stærk. Jeg kan ikke finde et eneste hår i suppen, siger Michael Friis Jørgensen.
Vestas' omsætning på 2.557 mio. euro i andet kvartal var mere end 500 mio. euro højere end forventet og en fremgang på 800 mio. euro år til år.
Det blev vekslet til en driftsindtjening før særlige poster på 399 mio. euro, hvilket var dobbelt så højt som ventet og en forbedring fra 145 mio. i samme periode året før.
Ud over at alle hovedtallene var bedre end forventet, var regnskabet også krydret med en opjustering af forventningerne til hele året.
Vestas' forventninger til 2016 lyder nu på en omsætning på mere end 9,5 mia. euro og en EBIT-margin på mere end 12,5 pct. Tidligere lød det på henholdsvis mindst 9 mia. euro og mindst 11,0 pct.
- Der var forhåbninger om en opjustering blandt investorerne, men de nye forventninger - til EBIT-marginen - er markant højere, end selv de mest positive aktieanalytikere havde ventet før regnskabet, siger Michael Friis Jørgensen.
- Vestas er normalt et meget forsigtigt selskab, der er henholdende i forhold til at justere forventningerne, så man kan godt forestille sig, at der kommer endnu en opjustering senere i år, siger han.
Regnskabet bør alt i alt sætte fart på Vestas-aktien torsdag morgen.
- Vi er efterhånden forbi de dage, hvor Vestas-aktien bare stiger 10 pct., men jeg vil alligevel sige, at regnskabet er så stærkt, at den nok skal op med over 10 pct., siger han.
Michael Friis Jørgensen hæfter sig desuden ved, at Vestas har besluttet sende penge tilbage til aktionærerne i form af et aktietilbagekøbsprogram på 400 mio. euro.
- Der var ventet et program, men det ligger til den høje side og er med til at krydre de her meget pæne tal, siger han.
Ritzau Finans