Passive fonde vinder frem i Europa - men Danmark halter efter
På tre år er andelen af investorernes formue, som er placeret i passive fonde, steget med lidt over 2 pct.point.
Passive fonde vinder større og større fodfæste blandt investorerne i Europa. Andelen af penge, der er placeret i passive fonde er således steget med lidt over 2 pct.point. på tre år. Det viser en stor analyse af det europæiske marked for investeringsfonde, som analysebureauet Morningstar har lavet.
Da Morningstar lavede en tilsvarende analyse i 2013 lå andelen af investorernes midler, som var placeret i passive fonde, på 8 pct. I dag udgør andelen 10,3 pct.
»Passive fonde er blevet mere populære blandt investorerne, og de er blevet mere betydningsfulde i processen med at opbygge porteføljer. Det er ikke overraskende set i lyset af deres evne til at hjælpe investorerne med at opbygge brede porteføljer med lave omkostninger, samt de problemer mange aktivt forvaltede har med at slå deres benchmark efter omkostninger,« skriver Morningstar i rapporten.
Ser man på udbredelsen af passive fonde i de enkelte lande, er højdespringeren Schweiz, hvor investorerne har en fordelen på 50-50 mellem aktive og passive fonde. I alpelandet er udbredelsen steget markant, for ved den seneste undersøgelse lå de passive fondes markedsandel på 21 pct.
I Danmark er udbredelsen af passive fonde steget, men den ligger stadig et godt stykke under det europæiske gennemsnit på 10,3 pct. De passive fondes markedsandel i Danmark ligger således på 6,5 pct. I 2013 lå den på 4,9 pct., viser analysen fra Morningstar.