Sydbank: Nordea har mistet aktionær med signalværdi
Det gør mindre ondt på Nordea end et rente dansk selskab at miste ATP som investor, lyder det fra Sydbank.
For danske selskaber er der en signalværdi og en form for blåstempling i at have den store pengetank ATP som investor. Og det gør derfor ondt, hvis ATP sælger samtlige aktier. Sådan lyder det fra Sydbank, efter at Finans Investor i dag kunne fortælle, at ATP har solgt samtlige aktier i den nordiske storbank Nordea.
»ATP er en stor spiller i Danmark, så det har betydning at have ATP som aktionær, men Nordea er ikke et rent dansk selskab, så derfor gør det nok mindre ondt på dem, end hvis det havde været et rent dansk selskab, der havde mistet ATP som aktionær,« siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, og fortsætter:
»Man vil altid gerne have en stor og troværdig investor, og på de punkter er ATP et fyrtårn. For andre investorer er det også godt at have ATP om bord, for ATP udover aktivt ejerskab og forsøger på den måde at skubbe selskaberne i den rigtige retning. Men jeg er ikke overbevist om, at andre kan finde på at sælge ud af et selskab, fordi ATP har gjort det,« siger Jacob Pedersen.
ATP havde ved udgangen af 2015 aktier i Nordea til en værdi af 71,1 mio. kr. ATP satte i forbindelse med de såkaldte Panama Papers gang i en fact finding-proces, hvor ATP samlede oplysninger om Nordea for at vurdere, om man skulle foretage »justeringer i forhold til investeringen«, som det blev udtrykt. ATP færdiggjorde dog aldrig denne proces, da aktiepositionen i Nordea blev solgt i andet kvartal, og det er uklart, hvorfor ATP har solgt aktierne i Nordea, da ATP ikke vil kommentere køb og salg af aktier.
Nordea har ikke ønsket at komme med andre kommentarer til ATP's beslutning om at sælge end denne:
»Vi har noteret os, at ATP har valgt at sælge sin aktieposition, men vi har ikke yderligere kommentarer til beslutningen,« lyder det fra Martin Kjærsgaard, der er pressechef i Nordea i Danmark.