Fredagens obligationer: Renten kravlede lidt op
Efter en indledende flirten med de laveste renteniveau i år, endte det danske obligationsmarked fredag med små rentestigninger.
Renten på den tiårige danske statsobligation endte 2 basispoint højere end torsdag i 0,05 pct. En overgang lå renten i underkanten af 0,02 pct., eller blot 1 basispoint højere end onsdag i sidste uge, da den tiårige danske rente satte bundrekord målt på lukkeniveauet. Over ugen kravlede renten 3 basispoint højere.
Fra Storbritannien forlød det, at premierminister Theresa May og hendes embedsmænd planlægger at indlede formelle forhandlinger om brexit i april. Det var Bloomberg, der bragte historien på baggrund af nyt fra to britiske embedsmænd.
Der var ingen vigtige nøgletal fredag, og markedet havde dermed rig lejlighed til at fordøje denne uges mødereferater fra den amerikanske og europæiske centralbanks rentemøder.
Referatet af det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank viste en stærk splittelse i renteudvalget, Federal Open Market Committee (FOMC). Derfor ser markedet nu frem mod, at centralbankens topchef, Janet Yellen, i næste uge taler i Jackson Hole i Wyoming på det årlige møde for centralbankchefer fra hele verden.
I referatet af Den Europæiske Centralbank møde den 21. juli var der ikke de store nyheder, vurderer cheføkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank, der dog bemærker en lidt defensiv tone i referatet.
- Indtrykket var nemlig, at ECB ikke har travlt med at introducere nye lempelser, selv om inflationsbilledet fortsat er meget svagt. ECB har godt nok stadig fingeren på aftrækkeren, men den er forsigtig og ønsker ikke at skabe for store forventninger, skriver Niels Rønholt i en kommentar.
/ritzau/FINANS