Denne sommer har regnskab nærmest været lig kurstæsk
Størstedelen af C20 Cap-selskaberne har fået klø på børsen den dag, de har præsenteret regnskab i løbet af sommeren.
At have et overskud på 10 mia. kr. var bare ikke godt nok.
Det måtte Novo Nordisk erkende, da virksomheden den 5. august præsenterede sit kvartalsregnskab og endte med at få smæk på fondsbørsen, hvor Novo Nordisks aktie den dag faldt med over 10 pct.
Sådan har tendensen generelt været for C20 Cap-selskaberne denne sommer. Aktiekursen er således faldet hos 11 af selskaberne på den dag, hvor selskaberne har offentliggjort regnskab i enten juli eller august. Kun Lundbeck mangler at præsentere regnskab denne sommer.
Ifølge data fra Bloomberg er aktiekursen gennemsnitligt faldet med 0,7 pct. hos C20 Cap-selskaberne ved seneste præsenterede regnskab, og det er faktisk modsat de foregående kvartaler, der gennemsnitligt har budt på kursoptur for C20-selskaberne ved regnskabsaflæggelse.
Artiklen fortsætter efter grafen.
Værst er det denne sommer gået for Novozymes, hvis aktie faldt med 11,8 pct. på regnskabsdagen. Bedst klarede Vestas sig, da virksomhedens aktie steg med næsten 10 pct. i torsdags - Vestas' bedste dag på aktiemarkedet i flere år.
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, giver da også Vestas topkarakter.
»Hvis det forholder sig efter den nye skala, hvor karakterer har fået et gevaldigt inflationsboost, burde der være plads til et "15-tal" til Vestas,« siger han om vindmøllegigantens regnskab, der bød på en opjustering i torsdags.