Rockwool-konkurrent leverer historisk stærkt halvårsresultat
Den irske producent af isoleringsmaterialer, Kingspan, der konkurrerer med blandt andre danske Rockwool, har mandag leveret et noget stærkere resultat for første halvår end ventet. Faktisk det bedste halvårsresultat nogensinde.
I første halvdel af 2016 øgede Kingspan omsætningen med 19 pct. til 1.4.68 mio. euro, mens indtjeningen steg hele 50 pct. til 167 mio. euro. Ifølge Bloomberg News overrasker indtjeningen positivt hos de to finanshuse Goodbody og Davy med henholdsvis 10 og 16 pct.
- Disse resultater reflekterer vores stærkeste seks måneders udvikling nogensinde og er understøttet af solid organisk vækst og et robust bidrag fra opkøbene af Joris Ide og Vicwest sidste år, oplyser Kingspans administrerende direktør, Gene Murtagh, i regnskabet.
- Stigningen i marginen har hjulpet med at levere en 50 pct. stigning i indtjeningen, og med et godt ordremomentum i andet kvartal, der fortsætter ind i tredje, venter vi en solid udvikling i andet halvår, fortsætter han.
Indtjeningsmarginen er for første halvår opgjort til 11,4 pct. fra 9,0 pct. i samme periode sidste år.
Inden for isolerede paneler - Insulated Panels - har Kingspan globalt haft en vækst i omsætningen på 26 pct., og her har særligt Vesteuropa og Nordamerika bidraget til fremgangen. Inden for isoleringsplader - Insulation Boards - har selskabet haft en vækst på 9 pct.
Det stærke regnskab bliver belønnet med en stigning på 6,2 pct. til 24,20 euro på børsen i Dublin. I øvrigt stiger Rockwool, der torsdag kommer med sine tal for andet kvartal og første halvår, på børsen i København med 2,1 pct. til 1.306 kr.
/ritzau/FINANS