Seks VW-fabrikkers produktion ramt efter strid med leverandør
En retslig tvist med en mindre underleverandør betyder, at produktionen på seks Volkswagen-fabrikker er påvirket.
Det oplyser den tyske bilproducent over for flere medier.
Europas næststørste bilproducent målt på salg meddelte i weekenden, at mangel på dele påvirkede produktionen på fire fabrikker i sidste uge. Mandag oplyser Volkswagen desuden, at det har igangsat foranstaltninger, som betyder, at i alt seks fabrikker påvirkes resten af august.
Fabrikkerne omfatter de produktionsanlæg, hvor der fremstilles Passater og ikke mindst VW's bedst sælgende Golf.
Mere end 26.000 medarbejdere vil ifølge Volkswagen blive påvirket af foranstaltningerne.
Bilgiganten oplyser til Bloomberg News, at den har genoptaget dialogen med leverandøren, som forsyner VW med sæder og gearkasser.
Finanshuset Commerzbank vurderer ifølge Bloomberg News, at tvisten kan komme til at koste Volkswagen 50-70 mio. euro om ugen.
VW-aktien stiger imidlertid med knap 1 pct. mandag middag på børsen i Frankfurt.
Ritzau Finans