Vestas-aktien sendt skarpt op af godt nyt fra Egypten
Efter længere forhandlinger melder Vestas nu på et handelsfremstød til egypten, at man er meget tæt på en aftale. Det har sendt aktien op med næsten 3 pct.
Det var egentlig allerede en helt okay dag på fondsbørsen for Vestas; men nyheden lidt i 16 om, at vindkæmpen nærmer sig en længe eftertragtet kæmpeaftale med Egypten på 22 GW til en pris på ca. 15 mia. kr. har for alvor sat gang i aktien.
Umiddelbart efter aftalen er offentliggjort er aktien steget med 2,7 pct. til kurs 563,5. Vestas-aktien lukkede fredag i sidste uge i kurs 539, men handlede allerede inden aftalen blev offentliggjort i niveauet omkring kurs 550.
Dermed er aktien i skrivende stund 4,3 pct. oppe for mandagen, bare to handelsdage efter den steg med 9,9 pct. oven på et bedre end ventet regnskab.
Som det fremgår af nedenstående graf over Vestas-aktien mandag indtil 16.30, er det altså reaktionen på nyheden om Egypten, der for alvor sikrer den fortsatte optur for aktien.
Klik på grafen for at forstørre billedet:
Aktien er med dagens stigning oppe med 18,2 pct. i hele 2016 - en optur, der altså primært stammer fra den seneste uges handel. Set over tre år er aktien nu steget med 460,5 pct.
I et interview med Finans Investor peger Sydbank-analytiker Jacob Pedersen dog på, at en endelig aftale endnu kan have lange udsigter:
»Vi er nok stadig tidligt i processen, og der kan derfor stadig gå lang tid. Det er en kæmpe flok fugle på taget, men Vestas har stadig ingen i hånden. Men hvis man endeligt sikrer sig ordren, så er det positivt for væksten i Vestas,« siger Jacob Pedersen.