Donald Trump dumpes af økonomer
Hvis det stod til økonomer, er ikke bare én, men to præsidentkandidater mere egnet end Donald Trump til at lede USA.
Hillary Clinton bør vinde sikkert, når der til november skal vælges en ny amerikansk præsident.
I hvert fald hvis man spørger medlemmerne af the National Association for Business Economists.
Over 400 af forbundets økonomer har ifølge CNN deltaget i en undersøgelse om, hvilken præsidentkandidat der vil være bedst for USA rent erhvervsøkonomisk, og resultat giver rungende stor opbakning til Hillary Clinton.
Hele 55 pct. af økonomerne mener således, at hun er den mest egnede af kandidaterne.
Nederlaget stopper dog ikke der for Donald Trump, da han end ikke kan snige sig op på en andenplads blandt økonomerne. For den plads indtages af Gary Johnson fra Libetarian Party, som har modtaget 15 pct. af økonomernes stemmer.
Donald Trump har modtaget 14 pct. af økonomernes stemmer, og dermed ligner det ikke, at det er fra denne gruppe mennesker, han skal hive stemmerne hjem, når præsidentvalget afgøres den 8. november.
Trump har ellers lovet, at han vil skære i den skat, som virksomheder betaler i USA. Det plejer ifølge CNN at være noget, økonomer sætter pris på, men i denne omgang ser de det ikke som en positiv ting i det store billede.
Den kontroversielle republikanske præsidentkandidat kan heller ikke lige nu støtte sig op ad det amerikanske aktiemarked.
For nylig kom en anden undersøgelse nemlig frem, som viste, at hvis det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks stiger i perioden op mod præsidentvalget, har det parti, der op til valget har siddet på magten i Det Hvide Hus, vundet valget 82 pct. af gangene siden 1944.
Omvendt hvis aktiemarkedet er faldet i den tre måneder lange periode op mod præsidentvalget, har vælgerne søgt mod oppositionen 86 pct. af gangene.
I øjeblikket er S&P 500-indekset på sit højeste niveau nogesinde.