Sydbank: Godt regnskab kan give rekordkurs til Lundbeck
Lundbeck-aktien kan være på vej tilbage på rekordkurs på børsen i København onsdag efter medicinalselskabets halvårsregnskab.
Både omsætningen og indtjeningen var bedre end ventet hos Valby-selskabet, som derfor nemt kan komme til at stige de 0,54 pct., der skal til at slå den hidtidige lukkerekord på 278,50 kr. fra sidste uge.
- Salget udvikler sig bedre end ventet i andet kvartal, og det gør indtjeningen også, siger aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank til Ritzau Finans.
- Det er et rigtig godt regnskab, også med et løft af forventningerne til 2016, som fremstår stærk, så man kunne godt se en positiv kursreaktionen i størrelsesordenen 5 pct., tilføjer analytikeren.
Ritzau Finans