Disse aktier skulle du have haft på regnskabsdagen
8 af de 19 selskaber i det danske C20-indeks steg, efter at selskabet havde aflagt regnskab.
Selv om den netop afsluttede regnskabssæson for C20-selskaberne generelt ikke har fået champagnepropperne til at springe, så har der været flere selskaber, som klarede sig glimrende på selve regnskabsdagen.
Den absolutte højdespringer blev vindmøllegiganten Vestas, der fremlagde et regnskab, som klart overgik analytikernes forventninger. Investorerne fejrede regnskabet ved at sende aktien op med 9,85 pct. på dagen.
Andenpladsen blev indtaget af GN Store Nord, hvor regnskabet viste, at salget af høreapparater og headsets buldrer frem. Selv om salget af headsets til mobiltelefoner skuffede, kunne det ikke ændre på, at der var tale om et solidt regnskab. Det blev belønnet af investorerne, som handlede aktien op med 7,65 pct.
Tredjepladsen på listen bliver indtaget af logistik- og transportkoncernen DSV. Selve regnskabet skuffede, men det blev opvejet af, at DSV fortalte, at integrationen af opkøbet UTI Worldwide går hurtigere end ventet. Samtidig hævede DSV den nedre del af sin forventning for året. Det resulterede i, at aktien steg med 7,33 pct. på regnskabsdagen.