Tidligere topchef erklærer sig skyldig i bedrageri - 10 år efter sin forbrydelse
Jacob Alexander snød sig til store bonusser hos Comverse ved at tildele sig selv aktieoptioner med tilbagevirkende kraft.
»Jeg fortryder det dybt.«
Sådan lød det onsdag fra Jacob Alexander, da han i en retssal i New York erkendte sig skyldig i bedrageri - 10 år efter at han flygtede til Namibia fra USA for at undgå en dom.
Den tidligere topchef for teknologiselskabet Comverse var lige før og efter årtusindeskiftet med til at begå backdating. Det vil sige, at Alexander og hans kompagnoner tildelte aktieoptioner til nøglemedarbejdere - typisk dem selv - med tilbagevirkende kraft til datoer, hvor aktiekursen var forholdsvis lav.
På den måde fik de tildelt flere aktier for det samme beløb og kunne sælge dem med en større fortjeneste, hvilket de så efterfølgende gjorde sig store anstrengelser for at skjule i regnskaberne under ledelsesaflønningen.
Jacob Alexander stod oprindeligt over for hele 35 tiltalepunkter, men vendte frivilligt hjem til USA imod, at 34 af punkterne blev frafaldet. Ifølge Reuters risikerer den 64-årige svindler dog stadig op til 10 års fængsel.