Mørke skyer har samlet sig over de største danske selskaber
Overordnet var den netop overståede regnskabssæson langt fra prangende, lyder det fra to analytikere.
De store danske selskaber i C20-indekset flekser ikke længere så meget med musklerne, som de tidligere har gjort. Det viser den seneste regnskabssæson, der blev sat punktum for onsdag med regnskabet fra Lundbeck.
»Regnskaberne har været en anelse til den svage side. Overordnet var der meget høje forventninger til selskaberne og de var generelt højt prissat, men regnskaberne skuffede,« siger Michael Friis Jørgensen, der er chef aktieanalytiker i Alm. Brand Markets, med henvisning til, at flere selskaber på regnskabsdagen blev straffet på børsen.
»Tidligere var de danske selskaber verdensmestre i indtjeningsvækst, men indtjeningsvæksten er faldende, og det har regnskaberne fra andet kvartal ikke kunnet ændre på. Det kan betyde, at kurserne i de selskaber, som ikke levede op til forventningerne kan blive ved med at sive,« siger Michael Friis Jørgensen.
I Jyske Bank peger chefstrateg Ib Fredslund Madsen også på, at de danske selskaber overordnet har problemer med indtjeningen, og det kan give et pres på aktiekurserne.
»De danske aktier har mistet pusten. Der er lidt mørke skyer, for problemet er, at aktierne godt kan stige uden indtjeningen følger med, men hvis det skal fortsætte, skal vi se et pænt skift i indtjeningen. Så situationen kalder på, at man skal være forsigtig,« siger han.