Sådan kan Yellens tale påvirke markederne
Hvis dagens tale fra Janet Yellen overrasker kan det resultere i kraftige markedsreaktioner, lyder det fra Formuepleje.
Janet Yellen, der er chef for den amerikanske centralbank (Fed), kan sætte gang i markante bevægelser på de internationale finansmarkeder senere i dag. kl. 16 dansk tid holder hun nemlig tale ved centralbankkonferencen i Jackson Hole i delstaten Wyoming, og her vil alverdens investorer lede efter hint til rentebevægelser fra Fed i den kommende tid. Sådan lyder det fra Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i kapitalforvalteren Formuepleje.
»Hun er ude på en balancegang i forhold til kommunikationen,« siger han og peger på, hvilke konsekvenser tre forskellige scenarier vil indebære:
Hvis hun - som de fleste forventer - holder fast et et balanceret syn, hvor hun peger på, at Fed vil agere på baggrund af de økonomiske data, og samtidig taler for en rentestigning på sigt, vil det medføre begrænsede reaktioner på markederne, lyder det fra Otto Friedrichsen.
»Det er det, markedet er prissat efter i øjeblikket. Men det kan føre til lidt pres på dollaren og en lidt positiv reaktion på aktiemarkederne,« siger han.
Et mindre sandsynligt scenarie er, at hun i talen komme med ledetråde til, at Fed vil være mere aggressiv i forhold til at hæve renten.
»Så vil vi se en reaktion. De amerikanske renter vil stige, men den primære reaktion vil nok komme på dollaren, som vil blive styrket. Det vil gøre, at de amerikanske aktier vil få det svært sammen med emerging markets, mens det vil være mere positivt for aktiemarkederne i Europa og Japan,« siger Otto Friedrichsen.
Det tredje og sidste scenarie er, at Janet Yellen går i den stik modsatte retning, ved at rulle de mange indikationer, der er kommet fra Fed om en rentestigning, tilbage og i stedet peger på en mere lempelig pengepolitik.
»Det er meget usandsynligt, at hun vil gøre det. Det vil lægge pres på dollaren, men det er svært at sige, hvad det vil betyde for aktiemarkedet. Det kan nemlig tolkes som om, at makroøkonomien har det værre, som vil være skidt for aktiemarkedet. Men omvendt vil det også betyde, at centralbanken vil understøtte markederne, og det vil på mellemlang sigt være positivt for aktiemarkederne,« siger Otto Friedrichsen, der hælder til, at der først kommer en rentestigning fra Fed til december.
»Janet Yellen vil gerne undgå at blive et tema i den amerikanske valgkamp, så derfor er det mest oplagt med en rentestigning til december,« siger Otto Friedrichsen.