Dollar driller danske investorer
Risikoen for tab er blevet større, efter at dollarkursen er steget.
En høj dollarkurs er godt for de danskere, der ejer amerikanske aktier. For ved salg omregnes gevinsten til danske kroner, og dermed får investorer en kursgevinst.
Men den høje dollarkurs er også et ekstra risikoelement, som man skal være opmærksom på. For en høj dollarkurs kan faktisk medføre, at aktiekurserne falder i USA, fordi konkurrenceevnen forbedres hos de europæiske konkurrenter.
»Det er rigtigt, at euro- eller kronebaserede investorer kan se frem til en valutagevinst, som amerikanske investorer ikke får. Men i januar og februar, da S&P 500 faldt 10 pct., var dollar-indekset så fræk at det faldt 6 pct., så der var tab på både karruseller og gynger,« siger chefstrateg i Jyske bank, Ib Fredslund Madsen.
Til gengæld kompenseres europæiske aktionærer, hvis aktiekurserne i USA falder, og dollaren bliver ved med at stige. Og det ventes den at gøre ifølge Bloombergs Dollar Index. Samme holdning har man i Jyske Bank.
»Vi forventer, at dollaren skal stige fremadrettet, fordi pengepolitikken i USA går modsat den i Euroland og Japan. Vi skal over 7 kr. over for dollaren indenfor et år. Vi forventer, at den stærke dollar vil presse indtjeningen i de amerikanske multinationale virksomheder, fordi det svækker konkurrenceevnen og i øvrigt mindsker indtjeningen uden for USA når den hentes hjem til USA og konverteres til en stærkere dollar,« mener chefstrategen.
Han mener, at man som investor skal være ekstra påpasselig, fordi de amerikanske aktier regnes for at være relativt dyre i øjeblikket.
I Jyske Bank tillægger man Bloombergs Dollar Index en stor værdi. Dette indeks ligger nu i det højeste niveau i tre uger. Forventningen er, at dollaren vil stige yderligere. En dollar koster tirsdag 6,67 kr.